Selvhypnose – hvad er det?

Cand.psych., specialist og supervisor i psykoterapi og Master i hypnose  Inge Guldal.

Artikel skrevet til Sundhed.dk og netdoktor.dk
September 2013

Hvad er selvhypnose?

At hypnotisere sig selv er det letteste og mest naturlige i verden, og du gør det allerede. Selvhypnose sker spontant, når du falder i staver, dagdrømmer, falder ind i dig selv og bare lader tankerne flyde. Hjernen har brug for at komme ned i svingninger, og derfor er alle i denne tilstand mange gange i løbet af dagen, børn og unge meget mere end voksne.

Man kan desværre også helt ubevidst komme til at hypnotisere sig selv negativt, det kender vi alle. Negativ selvhypnose virker lige så effektivt som positiv selvhypnose. En depressiv, angstfuld tankegang er både destruktiv og farlig både for en selv og for ens omgivelser. Vi mennesker kan virkelig gøre det dårligt for os selv ved at gøre vores tankegang mere ængstelig, pessimistisk, dyster og derved få det rigtigt dårligt og gøre os selv mere syge. Derved kommer man desværre også til at lave dårlig stemning for andre, for dårligt humør smitter også . Men så godt som alle kan via terapi og selvhypnose lære at tænke mere positivt og udvikle en gladere tanke- og følelsesmæssig grundtone.

Hvad sker der med kroppen under hypnose?

Det, der sker under hypnose og selvhypnose, er, at kroppen slapper af, det parasympatiske nervesystem aktiveres, og hjerneaktiviteten falder fra betabølger ned på alfa- eller det dybere theta-niveau, og du er i en hypnotisk trance.

Hvis hjernebølgerne bliver endnu langsommere og kommer ned på delta-niveau, så falder du i søvn. Det ”farligste”, der kan ske med positiv selvhypnose, er, at du falder i søvn. Selvhypnose er en tilstand af koncentreret opmærksomhed, hvor du arbejder med det tema, du ønsker, og alle andre tanker er skubbet væk.

At skifte fokus bevidst med selvhypnose kan ændre ens humør, følelser, oplevelser og opførsel. I disse år bliver der udført megen psykologisk forskning i den kombinerede anvendelse af kognitiv terapi og hypnose. Interessen skyldes blandt andet, at man nu ved, at hjernen kan ændre og udvikle sig ved, at tankegangen ændres. Det sker lettere og mere effektivt i terapi med hypnose, fordi man her får fat i det ubevidste. Desuden frigives hormonet oxytocin under hypnose. Det gør oplevelsen yderst behagelig og bevirker, at klienter får lyst til at gøre deres ”selv¬hypnose¬hjemmearbejde”. Hypnose virker bedst, når man bliver hypnotiseret af en behandler, der kender én og tager sig tid til at gøre hypnosen så personlig som muligt.

Tilstand Hjernebølgefrekvens (Hz)
Beta (Vågen) 12-30
Alfa (Døs) 08-12
Theta (Let søvn) 04-07
Delta (Dyb søvn) 00-03

Hvordan foregår selvhypnose?

Eksempel på en let selvhypnoseøvelse: Tæl dig ind i dagen.

Begynd, netop når du er vågnet, langsomt og dovent at strække dig i sengen, og tæl fra et til ti, idet du langsomt fortæller dig selv, hvilken herlig dag du kommer til at få.

  1. Tæl højt, hvis du er alene, og inde i dig selv, hvis din elskede ligger og sover ved siden af. God morgen… (dit navn).
  2. Det bliver en fantastisk dag.
  3. Der kommer til at ske noget positivt overraskende i dag.
  4. Jeg har øje for alle de muligheder, der viser sig.
  5. En dag fuld af skønne overraskelser.
  6. (Dit navn:) Det er din dag i dag.
  7. Klar til dagen!
  8. Frisk og veludhvilet!
  9. Klar til at tage hul på en fantastisk dag!
  10. Og nu skal jeg op og have… (en dejlig kop kaffe, et skønt bad eller hvad du nu skal)
  11. Og så hopla ud af sengen og i gang med dagen med forventninger om en dejlig dag.

Når du har udført øvelsen nogle få gange, vil du opdage, at du gør den mere og mere personlig. Du kan sige lige præcis de positive ting, der passer til dig og dit liv. Sætningerne i øvelsen ovenfor er blot eksempler. Du kan også indtale teksten på for eksempel din mobiltelefon og afspille den for dig selv hver morgen som det første, når du lige er vågnet og stadig ligger i sengen. Det er lettest at starte her, for når du kommer ud af søvnen, bevæger dine hjernebølger sig fra delta over theta til alfa og til sidst beta, hvor du er fuldt vågen. Hvis du gennemgår øvelsen, så snart du vågner, glider du helt naturligt lige igennem hypnosestadierne (theta og alfa), og kroppen er afslappet.

Hvad kan man bruge selvhypnose til?

Selvhypnose bruges for at afhjælpe rigtig mange problemstillinger, for eksempel til smertelindring, til at opnå positiv tankegang, indre ro, afstresning, mindre angst, bedre selvværd, til at falde i søvn osv. Psykologer bruger det i kombination med terapi, blandt andet i behandling af angst, depression, stress, søvnproblemer, smerter, traumer med mere. Hos nogle psykologer får klienterne lov til at optage hypnosebehandlingen, så de kan gentage hypnosen hjemme hos sig selv og på den måde få mest muligt ud af behandlingen og hurtigt få det bedre.

Hvor kan man lære selvhypnose?

Det hurtigste og mest effektive er at få en hypnoterapeut til at indtale en personlig hypnose til dig, så den handler specifikt om dig og de udfordringer, du tumler med. Der er rigtig mange psykologer, læger og psykiatere, der tilbyder hypnose som behandlingsform i kombination med terapi.

Psykologerne har deres eget selskab, Psykologfagligt Selskab for Klinisk Hypnose .

Læger, tandlæger og psykologer har Dansk Selskab for Klinisk Hypnose .

Hypnoterapeut og hypnotisør

Man bruger ordet hypnoterapeut om personer, der anvender hypnose i deres terapi. Ordet hypnotisør bruges typisk om en, der kan hypnotisere og måske optræder med det. Hypnose er et meget effektivt middel til at få kroppen og sindet til at slappe af, og alle kan lære det. Den terapeutiske behandling under hypnosen er straks meget vanskeligere; her skal behandleren være godt uddannet og vide, hvad han eller hun gør.

Bøger om selvhypnose

Der findes ganske mange gode engelske bøger, der fortæller, hvordan man udfører selvhypnose. Dem kan du for eksempel finde på www.amazon.co.uk

Cand. merc. Lars Zwisler har skrevet “Lær at forstå og praktisere selvhypnose” – man skal dog kunne en del hypnose for at kunne bruge hans ellers udmærkede bog.

CD’er om selvhypnose

For at komme i gang kan man supplere med CD’er med indtalte hypnoser eller visualiseringer. Der er flere, der udgiver sådanne CD’er. Eksempelvis professor i psykolog og dr. med. Bobby Zachariae, der har lavet mange gode selvhypnose-CD’er. Han kalder det visualisering, men det er blot et andet ord for selvhypnose.

Der er tre ting, der skal gå op i en højere enhed, når du skal vælge:

  1. Det, der bliver sagt, skal være noget, der giver mening for dig.
  2. Du skal kunne lide stemmen og kunne slappe af til den.
  3. Hvis der er musik i baggrunden, skal du også kunne lide musikken.

Hvis disse tre ting ikke er opfyldt, vil du ligge og blive irriteret, og så glider du ikke ind i den hypnotiske trance. Derfor er det en god idé at starte på biblioteket, så du ikke risikerer at købe dig fattig i hypnose-Apps eller CD’er, du slet ikke kan bruge.

Hypnose til lindring af angst

Hypnose til lindring af angst

Cand. psych., specialist og supervisor i psykoterapi og Master i hypnose Inge Guldal

 Artikel skrevet til AngstAvisen april 2016.

Som privatpraktiserende psykolog og hypnoterapeut har jeg gennem de sidste 15 år haft et stigende antal klienter, der gerne vil have hypnose for at lindre deres angst. Da jeg i 2012 fik ydernummer, dvs. at jeg kan tage imod lægehenvisninger, eksploderede efterspørgslen på hypnose til lindring af angst og depression. Så jeg gik i tænkeboks og har nu startet små undervisningsgrupper, hvor deltagerne lærer personlige selvhypnoseøvelser og derved får konkrete værktøjer til at kontrollere og give slip på deres angst, depression og/eller stress.

Jeg slår angst, depression og stress sammen, fordi det er de samme metoder, jeg bruger til at behandle dem. Alle, der har angst, har også en vis grad af stress, og de fleste mennesker, der har angst, har også den depressives negative tankegang om sig selv og sin formåen. Selvværdet rammes som regel også ved de tre lidelser, så det får også et løft som resultat af behandlingen.

Hypnose i kombination med f.eks. kognitiv terapi er et glimrende værktøj til behandling af angst, depression og/eller stress.

Jeg går ud fra, at de fleste læsere af angstavisen ved rigtig meget om angst, men ikke så meget om hypnose, så jeg vil fortælle mest om hypnose.

Hvad er hypnose, selvhypnose og hypnoterapi?

Hypnose består i, at en anden person bringer dig i en hypnotisk trance.

Selvhypnose er der tale om, når du bringer dig selv i hypnotisk trance. Det gør du ved at guide dig selv eller lytte til en optagelse, der guider dig. Du kan købe hypnose- og visualiserings-Cd’er/lydfiler/apps.

Hypnoterapi er psykologiske forløb, hvor der anvendes hypnose og behandlingen går direkte på dig og dine udfordringer. Hypnosen bliver herved meget personlig og effektiv. Mange terapeuter vil lade dig optage sessionen, så du kan anvende den til selvhypnose hjemme.

Hypnose er blot metoden; terapien kan være kognitiv, psykodynamisk, systemisk eller en helt anden psykologisk, teoretisk retning

Hypnosedefinition: Hypnose er en tilstand af koncentreret opmærksomhed. Hypnose, visualisering, meditation, mindfulness, mentaltræning og trance er forskellige sider af samme sag. Begreberne er knyttet til forskellige teorier/metoder, og der er forskelle m.h.t. dybden af trancen i de forskellige behandlingstyper, men faktisk kan vi kalde det hele trance.

Men hvad er hypnose/trance? Det er noget vi alle er i mange gange dagligt, når hjernen går ned på alfa- og thetabølgeniveau.

Nogle hypnoselignende tilstande fra dagliglivet:

  • man falder ind i sig selv, falder i staver, dagdrømmer, er uopmærksom, er væk et øjeblik, glemmer sig selv, er i egne tanker
  • man er opslugt af fjernsynet eller en bog
  • en naturlig tilstand lige før og efter søvnen
  • man lytter koncentreret til musik, foredrag m.m.
  • køretrance – meditativ tilstand, hvori man kan køre bil eller cykle (”hov, hvordan er jeg kommet hertil?”)
  • at have automatpilot på.
  • Hypnose er at komme i kontakt med sit eget ubevidste. Hypnose er en dissociativ oplevelse, hvor man bliver meget optaget af en bestemt ide eller oplevelse. At lære hypnose handler om at lære at gå i trance. Desto flere gange du har været i hypnose, desto dybere trance vil du kunne komme i, og jo dybere trance, jo større positive forandringer.  En person i trance får adgang til sine egne ressourcer (muligheder) og sin kreativitet; egenskaber som personen måske normalt ikke oplever eller har adgang til i bevidst tilstand.
  • Hypnose er altså ikke en terapi i sig selv. Det er en metode/et værktøj til at få dig i trance, hvorefter du skal arbejde ud fra en psykoterapeutisk teori for at løse problemet.

Angst og hypnoterapi

  • Personligt deler jeg mine angstklienter op i to typer, som kræver hver sin form for behandling: dem der har en eller flere fobier og dem der har en egentlig angstlidelse.
  • Fobibehandling er let med hypnose og tager kort tid. I dag er det angsten for at flyve, jeg har flest henvendelser omkring. Dernæst angsten for forskellige dyr, f.eks. edderkopper, fugle, hunde osv.  Man skal selv være villig til at give slip på angsten og selv være klar til, at nu skal det være. Man skal selv ringe og bestille tid, man kan ikke gøre det på andres vegne eller give en med en flyfobi et gavekort til hypnose. Det er altafgørende, at personen selv bestemmer, selv vælger behandler, selv tager kontrollen og vælger, at nu skal det være, for hypnose er et samarbejde mellem hypnoterapeut og klient, et samarbejde der kræver tillid og vilje.Hos mig kommer man først til et interview, og omkring en uge senere foregår så selve hypnose­behandlingen, som vi optager på klientens telefon, så klienten får det med hjem. Det er ikke meningen, at klienten skal høre det igen, det er bare en lille gave, som giver tryghed.

    Mennesker med en angstlidelse – der er mange forskellige angstlidelser og de invaliderer en i forskellig grad – skal have en helt anden, mere langvarig terapeutisk behandling. Her er det mere realistisk med 12 eller 24 gange terapi. Det er min erfaring, at behandlingen går hurtigere, jo kortere tid man har haft angsten, så det er meget vigtigt at opsøge hjælp lige med det samme. Det er vigtigt at få en korrekt diagnose, fuldstændig som ved en fysisk sygdom. Heldigvis oplever jeg, at der ikke længere er så mange fordomme omkring angst; jeg har i dag flere mandlige end kvindelige klienter.Det er sikkert et storbyfænomen, men det er den rette udvikling. Alle med angst skal have den behandling, de har brug for.I de længere forløb taler jeg med klienten, vi laver kognitiv terapi og jeg lærer dem korte, personlige selvhypnoseforløb. Vi optager hypnosen på klientens mobiltelefon, så han eller hun kan øve hjemme mellem timerne. De temaer, vi arbejder på kognitivt, understøtter jeg med selvhypnose, og så kommer der skred i tingene, behandlingen bliver mere effektiv, og der sker hurtigere forbedringer – hvis klienten laver sit hjemmearbejde.I starten er mange angstklienter bange for hypnosen. De er ganske vist nysgerrige og har selv valgt mig, fordi de gerne vil have hypnose, men de tør ikke rigtigt. Så taler vi selvfølgelig om det og begynder langsomt på den egentlige behandling. Da det, de fleste er bange for, er at miste kontrollen, lærer jeg dem hypnose, der giver kontrol over kroppen og nervesystemet. Mange er også bange for, at de ikke kan blive hypnotiseret, men det er helt forkert, for hvis man er vant til at forestille sig en masse angstfulde, negative ting, er det let at lære at forestille sig en masse glædefyldte, positive ting. I hypnoterapi med angstklienter arbejder jeg kun positivt her og nu og fremadrettet. Angstfulde klienter er yderst kreative i deres tankegang, der er jo ikke grænser for, hvad de kan forestille sig af væmmelige ting. Vi skal bare have det vendt til noget positivt via selvhypnosen.

    Hypnose er ikke en mirakelkur; klienten skal lave lektier hjemme, høre de optagelser, vi har lavet, men da det er behageligt, positivt og opløftende, er det sjældent noget problem at få tid til det. Da man også hører, mens man sover, hører mange klienter optagelserne, når de skal sove, og bruger dem således til at falde i søvn på. Det er meget effektivt.

    Hypnosen, som jeg bruger i angstbehandling, er sjov, positiv og afslappende, den åbner op for ens glemte og skjulte ressourcer, muligheder, og ens kreativitet. Alle elsker det, og alle kan være med.

    Videnskabelig forskning på angst- og hypnoseområdet

    Det er ingen hemmelighed, at min store inspirationskilde er Assen Alladin, som er professor i psykologi. Han har gennem de sidste 30 år har forsket på forskellige Canadiske universiteter i hypnoterapi kombineret med kognitiv terapi, til bl.a. mennesker med angst og/eller depression. Han har udgivet sine forskningsresultater i diverse internationale tidsskrifter. Min største inspiration er hans eminente undervisning og hans mange gode bøger. f.eks. Handbook of Cognitive Hypnotherapy for Depression: An Evidence-Based Approach (2007) samt Integrative CBT for Anxiety Disorders: An Evidence-Based Approach to Enhancing Cognitive Behavioral Therapy with Mindfulness and Hypnotherapy (Wiley, 2016).

    Du kan finde yderligere information om min hypnoseundervisning til mennesker med angst, depression og/eller stress under ”Kurser” på min hjemmeside www.ingeguldal.dk.

body p strong { font-weight: 600; } Warning: Undefined array key "refresh_token" in /customers/0/4/4/ingeguldal.dk/httpd.www/wp-content/plugins/easyme-connect/src/WP.php on line 456